2030-målet om 70 procent CO2-reduktion er vigtig – men vejen derhen er vigtigere

3. november 2020

Dette er en serie af blog-posts fra netværket Sustainable Change Makers, som samler unge forandringsagenter på bæredygtighedsscenen i Danmark. Med bloggen og netværket ønsker vi at inspirere relevante personer i virksomheder og organisationer til bæredygtig handling. Bloggen går på skift mellem netværkets medlemmer som en stafet, så vi får forskellige handlingsorienterede perspektiver og løsningsforslag på den bæredygtige omstilling fra forskellige sektorer og positioner. I denne uge er det Asbjørn Bøhm Støvring, konsulent for Bæredygtighedsrådet på Frederiksberg der fører den bæredygtige pen. 

70 Procent. Den andel har vi efterhånden hørt rigtig mange gange siden klimaloven blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget d. 18. juni 2020. Det er et ambitiøst mål, men også et nødvendigt mål, hvis vi i Danmark skal levere vores bidrag til Parisaftalen. Men selvom de 70 procent fylder meget i debatten, er det ikke målet om 70 procent reduktion i 2030, der i sig selv er interessant. Det er vejen derhen derimod.

Den lovfæstede målsætning om at nå 70 procent reduktion af CO2e-udledninger i 2030 sammenlignet med 1990, efterlader en masse spørgsmål. Mange tror fejlagtigt, at 70 procent-målsætningen i sig selv er en garanti for, at vi overholder Parisaftalen. Det er desværre ikke tilfældet. Jo før vi sætter turbo på reduktionerne, jo færre samlede udledninger vil Danmark forårsage frem mod 2030. Vejen frem til 2030 er således umådelig vigtig. Det er den fordi, at nogle drivhusgasser befinder sig lang tid i atmosfæren. Eksempelvis kan drivhusgassen CO2 forblive i atmosfæren i op til 200 år. De CO2-udledninger vi forårsager i dag, vil altså stadig være at finde i atmosfæren i generationer frem. På den måde handler det altså ikke udelukkende om at nå 70 procent målsætningen i 2030 – det handler i mindst ligeså høj grad, om vi har tænkt os at starte nu eller vente til efter 2025. Et delmål i 2025 vil med andre ord have en enorm betydning for, om Danmark lever op til Parisaftalen.

Hvis Danmark vælger tilgangen populært beskrevet som ’hockeystaven’ illustreret med den mørkeblå linje – altså venter med væsentlige reduktioner til efter 2025, og dermed får højere samlede udledninger frem mod 2030, vurderer Klimarådet, at sandsynligheden mindskes for at dansk klimapolitik er i overensstemmelse med Parisaftalen. Modstykket til ’hockeystaven’ er en gradvis og lineær reduktionskurve frem mod 2030, som i langt højere grad sikrer, at vi lever op til Parisaftalen, idet vi reducerer vores samlede udledninger frem mod 2030, frem for at akkumulere emissioner helt op til 2030. En sådan lineær reduktionssti svarer til en reduktion på 54 procent i 2025. Det er denne tilgang, som Klimarådet anbefaler, men som regeringen mener er for omkostningstungt.

Forskellen på ’hockeystaven’ og den lineære reduktionssti i forhold til de samlede CO2e-udledninger fra 2020 til 2030 er ikke til at tage fejl af. ’Hockeystaven’ vil betyde, at vi i perioden 2020-2030 har samlede CO2e-udledninger på 424 millioner ton CO2e, hvorimod de samlede CO2e-udledninger ved den lineære tilgang er på 382,3 millioner ton CO2e ifølge Klimarådet. 

Den lineære reduktionsti med et 2025-delmål på 54 procent reduktion svarer altså til en merreduktion på 41,7 millioner ton CO2e i perioden 2020-2030, sammenlignet med ’hockeystaven’. Netop derfor er et ambitiøst 2025-delmål så helt enorm vigtig.

CO2e

Danmark bør efter min opfattelse udarbejde en reduktionsti, der viser vejen for en 60 procent reduktion i 2030 (sammenlignet med 1990), med et ambitiøst delmål i 2025 på 54 procent. 60 procent er den reduktion, som Klimarådet finder det sandsynligt, at vi som land kan reducere med ved hjælp af kendte omstillingselementer. De sidste 10 procentpoint skal findes gennem nye teknologier. Klimarådet har tilmed peget på, hvordan vi kan finde de 60 procent. Det eneste der stopper os fra at implementere den reduktionsti, som Klimarådet har lagt frem, er politiske prioriteringer. Selvom vi har en klimalov, der forpligter os til at reducere CO2e-udledningerne med 70 procent, er det ikke ensbetydende med, at det faktisk sker. Det er således en politisk beslutning, om vi når de 70 procent – for det er muligt. Det er ligeledes en politisk beslutning, om 70-procent reduktionen er Paris-kompatibel eller ej. Skal vi være helt sikre på det, kræver det at vi får et ambitiøst 2025-delmål.

Hvis vi for alvor skal rykke på CO2e-reduktionerne gennem det næste årti, er det også vigtigt, at vi ændrer hele den måde, vi træffer offentlige beslutninger på. Klima- og miljøeffekten skal indgå som en vigtig parameter ved større anlægsbeslutninger. Der bliver nødt til at være gennemsigtighed med, hvad specifikke politiske beslutninger har af konsekvenser for at nå 70 procent målsætningen. F.eks. vil en ny motorvej øge CO2e-udledningerne, hvilket er vigtigt at medtage i overvejelserne, når sådanne beslutninger træffes. Derfor er det også glædeligt, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet d. 13. oktober 2020 offentliggjorde, at ny politik fremover skal vurderes ud fra klima-, miljø- og naturhensyn, præcis ligesom vi altid har vurderet de økonomiske konsekvenser af ny politik. Jeg vil gå så vidt som at sige, at en sådan ændring er startskuddet til et paradigmeskifte i den måde, der tages beslutninger på i det offentlige. Det at vi begynder at vurdere ny politik ud fra et mere holistisk bæredygtighedsperspektiv er altafgørende for at nå i mål med 70 procent målsætningen. Hvis en ny politik øger vores CO2e-udledning, mener jeg det i den forbindelse bør være et krav, at der udarbejdes en plan for, hvordan andre dele af samfundet vil skulle kompensere for denne udledningsstigning, for at det samlede klimamål opfyldes. For det er lige præcis dét, der er realiteten, nemlig at hver gang der træffes beslutninger som vil øge udledningerne, vil andre dele af samfundet skulle kompensere for dette. Det skal vi have skabt en høj gennemsigtighed omkring, og vi skal vide præcis, hvem der skal kompensere, og hvordan der skal kompenseres, hver gang en politisk beslutning forårsager nye CO2e-udledninger.

En udfordring opstår imidlertid i forbindelse med beregningen af de samfundsøkonomiske omkostninger forbundet med klimaeffekten af offentlige beslutninger. Her spiller Finansministeriets regnemetoder en vigtig rolle. Finansministeriet fastsætter CO2-priser på baggrund af vores EU-forpligtelser. Men da EU-målsætningen på 39 procent reduktion er mindre ambitiøs end den danske, giver det en CO2-pris, der er mere end fire gange lavere end den pris, som Klimarådet anbefaler. Man kan derfor diskutere, om det er hensigtsmæssigt, at Finansministeriets regnemetoder læner sig op af EU-målsætningerne. Finansminister Nikolai Wammen redegjorde i et samråd om beregning af CO2-priser d. 9. oktober 2020 for, at Finansministeriet på baggrund af kritikken fremadrettet vil beregne de samfundsøkonomiske omkostninger af forskellige tiltag ud fra både EU-målsætningen på de 39 procent, som giver en CO2-pris på DKK 350 og ud fra den nationale målsætning på de 70 procent, som giver en CO2-pris på DKK 1.500. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, fordi Finansministeriets beregninger ligger til grund for mange af de beslutninger, som træffes i Folketinget. Jeg tror vi alle kan blive enige om, at det er logisk, at beregninger der tager højde for klimalovens ambitionsniveau snarere end et EU-gennemsnit vil skabe en bedre forudsætning for at efterleve loven.

I Danmark er vi ambitiøse, og det skal vi blive ved med at være. Men målsætningen om 70 procent reduktion i 2030 må ikke stå alene – den skal følges op med handlinger, der sikrer, at vi følger Klimarådets anbefaling om at reducere med 54 procent i 2025. Som et rigt foregangsland kan og skal vi leve op til Parisaftalen – men uden et ambitiøst 2025-delmål er der en reel risiko for, at vi ikke lever op til vores internationale forpligtelser om at bidrage til opfyldelse af Parisaftalen, stik imod ønsker fra et bredt udsnit af befolkningen ved klimavalget i 2019. Det handler altså ikke blot om at nå de 70 procent, det handler om vejen derhen.