Okay. Da jeg blev bedt om at skrive den her post – i start marts – så verden meget, meget anderledes ud! Der var fuld gang i opsvinget, børnenes MGP blev vundet med en klima-sang, og vi diskuterede den nye rapport fra klimarådet. De ca. 11 millioner indbyggere fra Wuhan, som var i isolation, virkede som en fjern eksotisk bagatel uden nogen forbindelse til Danmark og slet ikke vores økonomi. En lille måned efter kigger jeg ind i min generations anden kæmpe finanskrise.
Jeg har flere gange måtte afbryde mit løb og vende tilbage til starten for, at genvinde en vis følelse for kontrol. Og det forsinker. På tærsklen til Folketingsvalget og Europa Parlamentsvalget sidste år, stillede jeg mig selv det samme spørgsmål igen. Her blev det dog et spørgsmål rettet til et kollektiv: Hvorfor løber vi så stærkt?
Alle snakker om bæredygtige tekstiler, bæredygtig mode, bæredygtige fibre – men verden er nødt til at forstå, at der ikke findes bæredygtigt tøj. Vi er nødt til at stoppe med, at italesætte det som om det findes, da det sender et meget forkert signal til forbrugeren.
Vi kan i disse uger drypvis se eksempler på, at en tsunamibølge af naturkatastrofer er på vej, hvor vi i Danmark, takket være vores velstand og geografi, ikke kommer til at mærke alvoren indtil det er for sent. Januar slog alle temperaturrekorder, og i sidste uge så vi 27° i Sydfrankrig, og en uhørt 18° ved Antarktis.
Hvis vi skal nå verdensmålene, kræver det, at vi løfter sammen som mennesker. Og fælles menneskelige præstationer kræver ledelse. Det er én af grundene til, at jeg ser bæredygtig ledelse som en målestok for god ledelse.
Når vi skal ændre noget i vores liv eller lære noget nyt, motiveres kun få af pisken. I sammenhænge lige fra kostomlægning, rygning, uddannelse og børneopdragelse. Så hvorfor skulle det være anderledes på vejen mod en bæredygtig hverdag og livsstil? Lad os lære af det i det næste årti.
En ung kvinde, blandt mange hundrede unge gymnasieelever på Rysensteens Gymnasium, rækker hånden op. Mikrofonen når ned til hende, og foran en fyldt sal rejser hun sig op og spørger panelet: ”Vi har hørt nok om, hvis skyld bæredygtighedskrisen er, og hvem der har ansvaret for at løse den. Kan I ikke i stedet pege på, hvordan vi kan være med til at løse den”?
Der skal være plads til ideerne, der ikke skaber økonomisk afkast her og nu, fordi der kan være så mange andre potentialer ved dem. Dermed ikke sagt, at du hovedkulds skal kaste dig ud i alle ideer, men overvej andre potentialer end blot kortsigtet økonomisk afkast.
Herhjemme viser en ny måling, at 62% af danskerne har hørt om Verdensmålene, og man kan nærmest tale om et reelt ’Verdensmåls-momentum’ med et stort fokus blandt både civilsamfund, erhvervsliv og politikere. Til nytår træder vi imidlertid ind i 2020, og dermed har vi også kun 10 år tilbage til at nå Verdensmålene. Det bliver et afgørende årti, og jeg tror, at to ting er centrale, hvis vi skal lykkedes med implementeringen af Verdensmålene: Håb og handling.
Når Gallup beretter om, at 85% af den globale arbejdsstyrke ikke er engagerede i deres jobs, så undrer jeg mig. Dels over, at så mange mennesker går på arbejde uden at være engagerede i, det de laver. Men også, at så mange ledere og virksomheder uambitiøst accepterer, at de skaber arbejdsvilkår, som medarbejdere ikke gider engagere sig i.