Kvalitetsuddannelse må aldrig blive et spørgsmål om et samfundsbestemt perfekt liv

23. oktober 2020

Dette er en serie af blog-posts fra netværket Sustainable Change Makers, som samler unge forandringsagenter på bæredygtighedsscenen i Danmark. Med bloggen og netværket ønsker vi at inspirere relevante personer i virksomheder og organisationer til bæredygtig handling. Bloggen går på skift mellem netværkets medlemmer som en stafet, så vi får forskellige handlingsorienterede perspektiver og løsningsforslag på den bæredygtige omstilling fra forskellige sektorer og positioner. I denne uge er det Tobias Simonsen, Udviklingsansvarlig hos DUI-LEG og Virke, der fører den bæredygtige pen, med særligt fokus på Verdensmål 4 – Kvalitetsuddannelse.

Verdensmål 4 om kvalitetsuddannelse har fokus på adgang til uddannelse, ved eksempelvis at afskaffe diskrimination og ved at gøre grundlæggende uddannelse gratis for alle.

Fra et dansk perspektiv, bliver uddannelse tit reduceret til en opskrift for, hvordan vi kommer ind på de mest prestigefyldte uddannelser og dermed hvordan vi kan tjene flest penge.

Det er ikke sundt.

Alt for mange unge bliver stressede, fordi de bliver presset fra alle sider. Øget teknologi giver unge mennesker et øget vidensniveau i en tidligere alder, hvilket naturligt medføre flere overvejelser og refleksioner om hvordan man skal forvalte sit liv.

Jeg møder jævnligt unge, som har urealistiske forventninger til hvad samfundet forventer af dem. Samfundet forventer i virkeligheden kun en ting – at man gør sit bedste, og at man bidrager med de unikke evner man har, baseret på sine erfaringer og interesser.

Jeg tænker ikke nødvendigvis at karakterer er en dårlig ting, men jeg ville ønske for alle at de prøver at dumpe en eksamen, så de kan se at livet faktisk går videre, og at man bliver samlet op hvis man har det svært.

Udenfor skolen bliver man også bedømt. Vi bedømmer hinanden hele tiden – ikke med et flyvsk tal, men i måden vi møder hinanden på. Vi kan vælge at møde hinanden med arrogance og snæversyn, men vi kan også vælge at møde hinanden med nysgerrighed og opbakning til de ting vi ikke forstår, eller ikke har lært endnu.

For nyligt svarede jeg i en dimittend undersøgelse, at det absolut vigtigste jeg tager med fra min uddannelsestid, var alt det der foregik i foreningslivet i min fritid. Jeg havde især nogle dårlige episoder på min kandidatuddannelse, hvor jeg oplevede at man eksempelvis kunne nedlægge en gruppe, hvis man ikke var enig i måden gruppen havde valgt at arbejde på.

Det er ikke sådan verden ser ud. Nogle gange skal man få livet til at fungere med de redskaber man har. 

Jeg har været KFUM-Spejder siden jeg var 5 år. Jeg elsker naturen og det er fedt at være en del af et fællesskab hvor man i patruljer skal klare udfordringer sammen. Man sover sammen, man spiser og laver mad sammen, mad løser opgaver sammen i løbet af dagen. Her tilvælger man fællesskabet, og man accepterer at nogle gange har man ret og andre gange har gruppen ret – men at vi ikke kommer nogle vegne, hvis ikke vi løser opgaver i fællesskab.

Vi kan ikke altid bestemme hvordan livet skal gå, men vi kan gøre vores bedste i de situationer vi er i, og vi kan følge vores nysgerrighed og interesser.

På samme måde skal vi vælge uddannelse ud fra hvad der interesserer os og hvordan vi bedst muligt kan bidrage til samfundet. Der er ikke en samfundsbestemt rigtig måde at leve sit liv på, og det må aldrig være den historie vores unge mennesker skal basere sit uddannelsesvalg på.

Kvalitetsuddannelse handler ikke om at leve på en bestemt måde, men om at man gennem gode rammer, opbakning i sine valg og et ønske om at gøre sit bedste, skal lære at finde sit til rette i netop det arbejdsliv som er aller mest meningsfyldt for den enkelte.