Alt kan lade sig gøre, så længe man har formålet for øje

Alt kan lade sig gøre, så længe man har formålet for øje

Hvis der er noget corona-tiden har lært os, så er det at vi kan rykke på en dagsorden – hvis vi vil.

Over hele landet er virksomheder, civilsamfundsorganisationer, institutioner og privatpersoner låst i vaner, som virker vigtigere end selve formålet.

Har du f.eks. deltaget i et møde på arbejdet som føltes ligegyldigt? Eller har du deltaget i en foreningsaktivitet, hvor der ikke var særligt mange deltagere?

Symboler og vaner binder os sammen på tværs af vores baggrunde. Det er igennem vores vaner vi kan slappe af i vores hverdag, fordi vi ved hvad der skal ske. Men det er også igennem vores vaner at vi fejler, fordi vi glemmer at stoppe op og tænker over, hvorfor vi gør, som vi gør.

Det er der i virkeligheden ikke noget nyt og revolutionært over. Simon Sinek skriver netop i sin bog ”start with why”, hvordan vi skal have formålet for øje, og Verdensmålene har skreget på, at vi kigger indad og retter vores adfærd radikalt, siden målene blev lanceret i 2015.

Og det er jo ikke fordi, vi ikke kan ændre os – det føles bare ikke særligt rart. Måske vi ikke behøver at ændre os meget? Måske det vigtigste er, at vi siger fra, når noget ikke føles rigtigt. Vi skal turde være ærlige over for hinanden – nej, det er ikke okay, at du smider dit cigaretskod på perronen, inden du stiger på toget, og nej det var ikke et produktivt møde med afdelingen, det bliver vi nødt til at gøre på en anden måde fremover.

Vi skal turde stille krav til hinanden – det behøver ikke være personligt ment, vores feedback er alligevel typisk rettet mod en proces eller handling og ikke en person. Det er dog noget vi glemmer, og fordi vi tænker, at det har negative personlige konsekvenser at stille krav til hinanden, så ender vi med at sige ingenting.

Under corona-tiden ser man spejderorganisationer, som holder online lejrbål, familie organisationer der spiller brætspil online og sociale foreninger, der flytter mentorordninger online.

For nogle har corona-tiden faktisk gjort tilværelsen mere demokratisk og inkluderende. Du kan nu deltage i aktiviteter uanset geografi, og du kan sige din mening på den online generalforsamling, selvom du også skal hente børn den dag.

Det er ærgerligt, at vi ikke kan gøre ting sammen, men måske vi ikke behøver at gøre alting sammen? Måske vi bare skal gøre ting sammen en gang imellem?

På samme måde som corona-krisen, har vi store klimaudfordringer foran os.

Jeg er sikker på at vi nok skal få styr på klimaet, men det kræver at vi giver hinanden feedback, og at vi indfinder os med, at der er flere måder at gøre ting på.

Hvorfor skal vi købe nyt tøj hele tiden? Hvorfor indgår genbrugsforretninger ikke samarbejde med skræddere om at om-sy alt det tøj, der allerede findes? Hvorfor skal vores grøntsager pakkes ind i emballage? Er det ikke lige så godt at smide de første blade i komposten? 

Der findes så mange eksempler på vaner, som blokerer for en bæredygtig fremtid. Hvis cykelservice er en hindring for, at du cykler på arbejde, så få lavet en virksomhedsaftale med den lokale cykelmekaniker om at komme forbi arbejdet, hvis du ikke synes at grøntsager smager lige så godt som kød, så få hjælp til at tilberede dine grøntsager anderledes.

Det er underordnet, om vi er et håndboldhold, en arbejdsplads eller et samfund, vi vil alle give vores børn en klode at leve på. 

Vi er forbundet, og det er okay at stille krav til hinanden – hvad venter du på? Alt kan netop lade sig gøre, hvis bare man har formålet for øje.