Fra klimabevidsthed til klimahandling
10. Februar 2020
10. Februar 2020
Vi kan i disse uger drypvis se eksempler på, at en tsunamibølge af naturkatastrofer er på vej, hvor vi i Danmark, takket være vores velstand og geografi, ikke kommer til at mærke alvoren indtil det er for sent. Januar slog alle temperaturrekorder (f. 1), og i sidste uge så vi 27° i Sydfrankrig (f. 2), og en uhørt 18° ved Antarktis(f. 3).
Over 50 pct af danskerne mener, at klimakrisen er den største globale trussel, kun overhalet af svensker i Europa (f. 4). Selvom danskerne er ved at blive bevidste om virkeligheden, er der langt til handling.
På trods af PR budskaber om, hvor grøn Danmark er, var det stadig kun 8 pct af vores energiforsyning, der kom fra vind og sol i 2018 (f. 5).
Selvom virksomhederne slås om, hvem der kan være mest ambitiøse på klimaets vegne, er der langt mellem handlingsplaner for reduktion af klimaaftryk, der lever op til Paris-aftalen – uden at skulle plante træer.
Selvom næsten 8 ud af 10 danskere mener, at vi har et personligt ansvar for at handle mere bæredygtigt for at løse klimakrisen (f. 6), er 56 pct ikke villige til at betale mere i skat for det (f. 7).
Hvordan kan det være, at vi gør så lidt, når det bedre kan betale sig at leve op til Parisaftalen end ikke at gøre (f. 8) det – specielt når man tænker på, at den omkostningseffektive teknologi til at understøtte udviklingen er der (f. 9, 10)?
Vores generation skal til at tage ansvar, om vi vil eller ej, for konsekvenserne af vores livsstil viser nu sine skyggesider. Jeg mener, at årsagerne og løsningerne til vores kritiske situation skal findes samme sted; der er indtil videre for få, der forstår konsekvenser ved business-as-usual.
Det er også derfor, at jeg mener, at det største man kan gøre for klimaet, er at engagere sig borgerligt. Det er ofte, at dette udsagn bliver misforstået. Man tror at det betyder, at man skal stille op ved det næste valg, eller at man skal deltage i Extinction Rebellions næste aktion.
Nej!
At engagere sig borgerligt kan også betyde, at man snakker klima med sin omgangskreds. Det største man kan gøre, når man bliver vegetar, køber en elbil, fjerner brændeovnen, tager på ferie på Bornholm i stedet for Koh Samui er faktisk at fortælle andre, at man gør det.
Jeg forsøger at være et bevis på, at det kan lade sig gøre. Da jeg forlod mit trygge job hos Google sidste år har mit mål været at reducere vores udledninger så meget som muligt.
En enkelt Google søgning for at finde den billigste måde at gøre det på, gjorde det meget tydeligt, at klimaafgifter er en nødvendighed. Det er ved at være tydeligt, at klimaafgifter ikke behøver at svække konkurrenceevnen (f. 11), eksportmulighederne eller koste jobs (f. 12).
IPCC (f. 13), OECD (f. 14), Verdensbanken (f. 15), IMF (f. 16), Nationalbanken (f. 17), Det Økonomiske Råd (f. 18), Klimarådet (f. 19) og mange virksomheder (f. 20) er enige: der skal være en pris – en høj pris – for at forurene.
Det er også tydeligt gennem studier fra USA (f. 21) og Tyskland (f. 22), at klimaafgifter ikke behøver at vende den tunge ende nedad. De svageste i samfundet har oftest et mindre forbrug, og hvis provenuet tilbageføres i lige dele til befolkning, fx gennem den grønne check, kan vi sikre, at skattetrykket ikke stiger. I sin enkelhed betyder klimaafgifter, at det bliver dyrere at producere klimabelastende varer – og gør klimavenlige varer mere attraktive. Det fjerner behovet for særlige hensyn til klimaet i offentlige udbud, forskellige klimamærkninger, og behovet for støtten til særlige produkter kan i stor omfang fjernes.
Derfor kæmper jeg sammen med en række frivillige for at gøre klimaafgifter til en selvfølge, når politikerne over de næste par år skal beslutte sig for, hvordan Danmark omstiller sig og lever op til den politiske aftale om, at reducere vores udledninger med 70 pct. Overraskende nok føler jeg, gennem mine samtaler, at løsningen, der går under navnet “Klimabidrag og -bonus” (Carbon Fee & Dividend på engelsk) er relativ ukendt. Men når den bliver forklaret, får den en bred opbakning, og dens implementering i Danmark er en mulighed ifølge den nuværende skatteminister (f. 23).
Selvom løsningen med klimaafgifter er relativ simpel, møder den, sikkert af samme årsag, ofte skepsis. Et af de første spørgsmål jeg får til klimabidrag og -bonus som løsning er ofte: “Bruges den i andre lande?” og svaret er desværre skuffende. Selvom løsningen har fået støtte fra bl.a. 27 Nobelprismodtagere i økonomi (f. 24), mange økonomer i Danmark (f. 25), og lyder “lige til højrebenet”, så kan Danmark være det første land, der implementerer denne løsning, og dermed fjerne et af argumenterne, der afholder andre lande for at gøre det samme.
Dan Jørgensen og Danmark har en enestående mulighed for, at skrive sig ind i historiebøgerne. Danmark har en lille betydning for verdens udledninger, men det skyldes vores befolkningstal. Per indbygger har vi verdens 7. højeste klimaaftryk (f. 26). Samtidig har vi tårnhøje ambitioner. Kan vi indfrie dem (og det kan vi ikke uden klimaafgifter), kan andre lande se, at den grønne indstilling kan gøres uden at koste arbejdspladser, konkurrenceevne, social balance og med minimale omkostninger for statens kasser. Jeg drømmer og tror på, at Danmark kan være kickstarter for pragmatisk klimahandling hos alle verdens politikere.
Jeg er dog bekymret for, at de flotte klimaaftaler om CO2-neutralitet i de kommende årtier ikke bliver til realitet. Topchefer får lige nu gratis point for at annoncere mål, der sjældent binder dem til noget. Det er tydeligt, at ligesom vores politikere er vores erhverv og borgere handlingslammede. Det er derfor, at jeg også har valgt at blive en del af det danske startup Tomorrow (f. 27), der bygger techløsninger, der hjælper borgere og organisationer til at forstå, hvordan de kan reducere deres klimaaftryk. Det der startede som electricityMap.org (f. 28), et open-source projekt for at visualisere hvor grøn el’en er rundt i verden, er også blevet til app’en North (f. 29), der takket være samfundets digitalisering kan kvantificere i realtid ens klimaaftryk. Ved at forbinde North til ens elmåler, Rejsekort, Ryanair og bankkonti giver vi et overblik over, hvor der skal handles for at reducere ens personlig aftryk. På sigt skal den samme strategi bruges til virksomheder, hvor man kunne koble sig på regnskabssystemer, cloud-løsninger, rejsebureauer og mange andre ting for at få klima overblikket, som de fleste virksomheder i dag mangler for at handle.
Siden sidste sommer har jeg forsøgt at fokusere min energi på klimahandling. Jeg kan mærke gennem min borgerlige og professionelle virke, at der er ved at ske noget. Sustainable Change Makers er et af de eksempler. Flere og flere unge professionelle mærker, at flotte titler og høje lønninger ikke længere kan stå alene i ens karriere, og der er behov for inspiration og støtte. Verdens situation kræver, at vi handler – og at være en ansvarlig borger betyder ikke længere, at man kan nøjes med at være ansvarlig for sig selv.
Om skribenten:
Martin arbejder til dagligt som COO hos Tomorrow, som udvikler teknologiske løsninger der hjælper borgere og virksomheder med at reducere deres klimaaftryk. Martin er meget engageret i samfundet, og som medlem i Ungeklimarådet hjælper han klimaministeren med, at indtænke innovative løsninger ind i dansk klimapolitik. Han har tidligere arbejdet hos Google som Operations & Logistics Manager og hos Uber som Insights Lead.
Vi er Sustainable Change Makers, og vi forbinder unge bæredygtige forandringsagenters løsninger med visionære beslutningstagere for at skabe en bæredygtig fremtid for alle generationer.