HVORDAN (UD)DANNER VI BEDST DEN NÆSTE GENERATION I BÆREDYGTIGHED?

Social impact company. Tre ord, der ikke blot beskriver, at den virksomhed, jeg arbejder for, har en særlig vision for fremtiden. De forklarer også det menneskelige valg om at arbejde for en virksomhed, der bruger tiden, evnerne og en del af overskuddet til at skabe positive sociale forandringer. 

Investeringen i sociale forandringer tilskynder, at de mennesker, der arbejder for at løse nogle af morgendagens udfordringer, har flere ressourcer og muligheder for at ændre dagsordenen. 

Hos Too Good To Go bekæmper vi madspild, og vi tør godt drømme om en planet uden madspild. Men at nå dertil kræver, at vi får den næste generation med. Og hvordan gør vi det i praksis?

Det er efterhånden en almengyldig sandhed, at det at styrke og inspirere de kommende generationer er afgørende for at opbygge en bedre og mere bæredygtig fremtid. Men ansvaret er ikke blot deres. Jeg ser en tendens til, at tidens børn og unge generelt er mere opmærksomme på og engageret i bæredygtighed end nogensinde før. Ydermere argumenterer forskningen for, at god miljøundervisning er nøglen til at drive den forandring, vi ønsker for vores planet. 

Men hvor skal denne vidensformidling komme fra? Det er ubesværet at tilslutte sig den sædvanlige banale frase fra samfundskorets debattører, der vil have “løsningen på skoleskemaet” – uden at komme med bud på, hvordan det skal ende netop der? For det er langt fra ord, til at temaet ender som virkelighed i skolerne. 

Når børn lærer om miljøet, videregiver de ny information til deres forældre, hvilket påvirker husholdningens adfærd. Vi taler altså ikke bare om uddannelse inspireret af bæredygtighed, men om bæredygtighedsdannelse. Og hvorfor er det så en vigtig forståelse? Skolen er en dannelsesinstitution, hvor børn møder børn, og vores børn bliver udfordret på livsspørgsmål som, “hvem er jeg, og hvem er du?”, og som samfund bærer vi alle et ansvar for, at der er rum til denne eksistentielle refleksion. Bæredygtighedsdannelse vil ikke kun passe ind i den megatrend, det er at udvise interesse i klimaforandringer, men vil faktisk inspirere og udstyre børn med de rigtige værktøjer og den viden, der er nødvendig for at sikre et mere bæredygtigt liv på denne planet – vores planet. Men denne dannelse skal, naturligvis, faciliteres og støttes med ressourcer. 

Som Global Schools Manager hos Too Good To Go er jeg ansvarlig for alle de globale skoleprojekter og uddannelsesstrategier, der er ledet af Too Good To Go. Jeg støtter alle vores lokale teams med koordinering af uddannelses- og skoleprojekter i de lande, vi er aktive i. Jeg er ansvarshavende kontaktpunkt for vores internationale uddannelsespartnerskaber. Derudover står jeg for udviklingen af en digital platform til intern onboarding og spiller en rolle i at definere læringskulturen hos Too Good To Go. 

Det er ingen tilfældighed, at jeg efterhånden har gjort det til min metier at have fokus på uddannelsessektoren. Jeg har selv en baggrund som underviser, og det har altid lagt mig på sinde at inspirere til adskillige handlingsmuligheder for de unge mennesker i vores samfund. Det kan hurtigt lyde som en udvandet kliché, men det er simpelthen nemmere at komme op om morgenen, når man står op og går på arbejde for at gøre en forskel. 

Det er fantastisk at opleve, hvordan kreativitet og uddannelse kan mødes og inspirere børn og unge i kampen mod madspild. Det er nutidens børn og unge, der er morgendagens voksne, og vi giver dem den nødvendige viden for, at de personligt kan tage kampen til det næste niveau. 

Det er heller ikke tilfældigt, at vi tænker uddannelse og inspiration på flere niveauer. Hos Too Good To Go har vi iværksat flere indsatser mod madspild gennem fire søjler: Husholdninger, uddannelse, politik og erhvervsliv. Bæredygtighed er en mangfoldig udfordring og en mulighed for at ændre verdenssamfundet. 

Min personlige anskuelse er, at forståelsen af bæredygtighed ikke udelukkende må være forfalden til den semantiske forståelse af ordet ”bæredygtighed”, der ofte henleder til den miljømæssige bæredygtighed. Social og økonomisk bæredygtighed er også umuligt at negligere. 

Jeg har på egen ydmyge vis turneret rundt i det danske land med oplæg om madspild og bæredygtighed, ligesom som jeg har talt på flere internationale scener. Og jeg har altid succes med indledningsvist at tage et kig på vores planet. Vi er fælles om denne planet. Et universelt fællesskab som i denne tid synes vigtigere end nogensinde. Vi står alle med fødderne på den samme planet. Vi har alle lige ret til livet her, og det må vi aldrig glemme.  

For mig er bæredygtighed både en grundforudsætning for at passe på planeten, men bestemt også en personlig og betimelig overvejelse i forhold til, hvad vi kan give videre til dem, der står overfor at have selvsamme ansvar om blot få år. Noget, forældre kan give videre til deres børn, ledere kan give til deres ansatte, samfundet til verden. Derfor er bæredygtighed både personligt, universelt og nødvendigt. 

Jeg synes ikke, at der er noget i vejen for et ydmygt krav om en mental konsekvens. Når vi siger noget, skal det betyde noget. Er det ikke for nemt at tilslutte sig den fremherskende mening i samfundet og sige, “jeg synes, bæredygtighed er vigtigt”, hvis det selvsamme menneske aldrig har taget eksistentiel stilling til, “hvad betyder bæredygtighed for mig selv, mit liv, og dem, jeg deler det med?”. 

Dermed ikke sagt, at vi alle bør have samme mening om bæredygtighed. Tværtimod. Forskellige syn fordrer også forskellige handlemuligheder, og det er her, innovationen spirer. Og innovationen har vi, buzzword eller ej, brug for. Jeg tror på, at det bliver nemmere at tale om bæredygtighed, hvis vi erkender, at vi ikke alle deler den samme eksistentielle mening om indsatsen for dette. Og hvis vi møder hinanden gennem den åbne og tillidsbårne samtale, hvor forskellige meninger mødes og udfordres.

Skolen er en institution, der både rammesætter dannelse og uddannelse, og det giver naturligvis rigtig god mening at skabe et rum her for bæredygtighedsdannelsen, hvor meninger kan mødes og udfordres. Dog skal skolen og lærerne ikke alene bære byrden af at få bæredygtighed integreret i undervisningen på en meningsfuld og hensynsfuld måde.

Skal bæredygtighed på dagsordenen i skolen, kræver det en samfundsindsats, hvor uddannelsessektorens ressourcer og rammer ikke anses for en flaskehals, men tages seriøst og alvorligt. Det nødvendiggør en konkret handleplan fra alle aktører, hvor det ikke handler om at råbe højest og få mest opmærksomhed, som “dem der gør en forskel”, omend dette kan virke flatterende. Det kræver investering, indsigt og tålmodighed helt fra politisk hold til den enkelte skole – og at ressourcerne følger intentionerne. Og så kræver det forståelse for, at vi arbejder mod et fælles mål, og at vi indser ansvaret for at følge vores ønsker og løsninger til dørs. 

Min erfaring har vist mig, at det virker, når vi møder eleverne gennem kreative opgaver, som når elever laver Bananens Rejse (et spil fra Too Good To Go), hvor de får skabt en dialog om, hvor bananer egentlig kommer fra, og hvor meget de går gennem, før de når køkkenbordet. Det skaber refleksion og handling, når vi møder de ældre elever med konkrete problemstillinger og udfordrer dem gennem innovationsdidaktik, og når vi til sidst lader elevernes løsninger, implementeres i virkeligheden med efterfølgende evaluering. 

Bæredygtighed er et fælles mål, som vi skal opnå på forskellige måder, men sammen.