Mit Corona-forsæt

Okay. Da jeg blev bedt om at skrive den her post – i start marts – så verden meget, meget anderledes ud! Der var fuld gang i opsvinget, børnenes MGP blev vundet med en klima-sang, og vi diskuterede den nye rapport fra klimarådet. De ca. 11 millioner indbyggere fra Wuhan, som var i isolation, virkede som en fjern eksotisk bagatel uden nogen forbindelse til Danmark og slet ikke vores økonomi. En lille måned efter kigger jeg ind i min generations anden kæmpe finanskrise. 

Finanskriser er vel sjældent godt timet, men denne kunne ikke være kommet på et mere kritisk tidspunkt. Aldrig har der været mere gang i klimabevægelsen, aldrig har vi haft en større opbakning fra erhvervslivet – og så. Stilhed. Alle de opsparede penge, der er blevet øremærket grøn innovation, skal nu bruges i en benhård kamp for overlevelse. Alle de mennesker vi havde fået med på vognen, må kæmpe for at beholde deres job – og ikke klimaet. 

Det er altsammen ufatteligt slemt og skuffende og endnu kun begyndelsen. Men dér, hvor jeg ser det største problem, er generationerne imellem. Før Coronaen var der allerede godt gang i generationshadet. Os, millennials kunne og kan, ikke forstå ældre generationers ligegyldighed, og dé kan ikke forstå vores klimafanatisme. Et klassisk generationsoprør. 

Retorikken er nu yderligere blevet tilspidset igennem ellers gode og veltænkte kronikker og linkedin-updates – samt det usympatiske hashtag,#BoomerRemover. Her slår vi millennials fra os – måske for hårdt – og vi får igen. Og ja, det gør ondt at læse, hvordan vi får hård kritik for tankegangen og for vores generelle opførsel – selvom det er vores karrierer, der nu bliver skudt i sænk for anden gang. 

Jeg er selv millennial og føler mig ofte dybt indigneret og godt gammeldags revolutionær. I de øjeblikke kan jeg endda drage romantiske paralleller til den spanske borgerkrig, frihedskæmperne og hippierne (ja, de selvsamme peace-loving, trækrammende, babyboomer forældre, der pludseligt kom til at købe 3 biler, 2 huse, 50 kg oksekød om året, miniferier på Bali og månedlige shoppingture til London). 

Jeg ELSKER at slå dem oven i hovedet med deres skødesløshed, og fremhæve hvordan jeg gør alt, jeg kan (inden for nogle meget komfortable grænser) for at skabe en bedre verden for mine børn – min 4 måneder gamle datter ligger og sover på mit bryst netop nu – og hendes børn. 

MEN, jeg tror desværre ikke, at vi kan bruge den hårde revolution til noget. Jeg kan mærke, at den dystre skadefrohed, jeg føler, når jeg drømmer om revolutionen intet godt bringer med sig. Vi får ingen forståelse igennem tvang, ingen oplysning igennem hån. 

Mit Coronofortsæt er derfor at forsøge at tage det et niveau op – og jeg håber jeg igennem Sustainable Change Makers, og min virksomhed Impactful Jobs, kan inspirere til en mere kærlig og visionær grøn genopbygning. Fra nu af er vi et hak smartere, klogere, flittigere, sødere og mere omsorgsfulde. Vi tager os kærligt af klimatosserne (altså dem der ikke har fattet det) og fører dem imod det grønne lys. Vi tager tøjlerne med lethed og selvfølgelighed, styrer vores chefer og virksomheder den grønne vej – uden tvang og hån, men med gode analyser og gennemtænkte scenarier. Vi taler imod, stiller spørgsmål, graver til bunds, og afdækker alle vinkler. Det er vores økonomi nu, nu er vi de voksne, men vi behøver ikke skændes eller bede om lov – vi må godt. 

Lad Coronaen tage livet af den dumme, kortsigtede sorte økonomi og lad os materialisere det kloge grønne samfund, som vi alle allerede kender.