Ræs mod bunden

Ræs mod bunden

Afsløret. Jeg har en dårlig vane. Jeg løber for stærkt. Derfor bliver jeg nødt til at trække stikket og mærke efter med jævne mellemrum. Det er et stort behov, for ellers bliver jeg forpustet, før jeg overhovedet kan ane målstregen. Og målstregen er altid den tærskel, jeg gerne vil kunne se. Oftest må jeg stille mig selv følgende spørgsmål: Hvorfor løber du så stærkt?

Jeg har flere gange måtte afbryde mit løb og vende tilbage til starten for, at genvinde en vis følelse for kontrol. Og det forsinker. På tærsklen til Folketingsvalget og Europa Parlamentsvalget sidste år, stillede jeg mig selv det samme spørgsmål igen. Her blev det dog et spørgsmål rettet til et kollektiv: Hvorfor løber vi så stærkt? 

Vi løber fordi vi tror, at tiden er ved løbe fra os. Vi skal nå en masse. Verdensmålene. Klimamål. Personlige mål osv. Vi løber også, fordi vi skal holde os selv kørende. Vi løber for at få hverdagen til at hænge sammen. Det hurtige løb har skabt udtrykket ’IWWIWWIWI’. Det står for ’I want what I want when I want it’, som er udtryk for øjeblikkelig tilfredsstillelse. Lige nu, lige her og helst uden forsinkelser. 

Hver gang vi nærmer os Earth Overshoot Day (den dag i kalenderåret hvor vi, Jordens befolkning, har opbrugt den mængde ressourcer, som kloden kan gendanne på et år), så tænker jeg på vaner, og alle ting jeg køber, og forbruger for at holde mig kørende og løbende. Alle de ting, som giver øjeblikkelig tilfredsstillelse og som hjælper mig med at løbe stærkt. Det er alt fra ressourcer der bliver brugt i min kost, i min beklædning, i infrastrukturen osv.

Hurtige løb har skabt klimakrisen

I mine kredse snakker vi tit om det, vi selv kan gøre for at skubbe Earth Overshoot Day frem. For kan det være rigtigt, at datoen på global plan faldt i august sidste år? Kan vi være bekendt med, at datoen faldt i marts i Danmark sidste år? Svaret er nej. I hele min levetid har vi skabt behov i takt med den teknologiske udvikling. Tøj er blevet billigere, vilkårene for producenterne værre. En telefons levetid bliver mindre og mindre. Hvis vi kigger på vores vaner, er vi bedst klædt på til fremtiden med nyt tøj, den fedeste dyt og de nyeste gadgets. Vi har skabt enormt mange behov, der imødekommer vores forbrugs behov. Vi tænker ikke meget over det tøj vi køber, når vi vælger det billigste alternativ. Om vores tomater er fra Spanien eller Danmark betyder ikke det afgørende. Økologi har vundet terræn, men det retfærdiggør ikke at vores økologiske tomater er fra Spanien, når de kan fås danske. Ligesom vi heller ikke tænker meget på de telefoner eller biler, vi køber. 

Det er blevet for nemt at tære på kloden. Det er blevet for nemt at opbruge klodens ressourcer. Det er simpelthen blevet for nemt, at sende mere CO2 ud i atmosfæren.

Men er det nok at snakke moralsk ansvar? Ofte snakker vi netop om individuelt moralsk ansvar, når vi taler om klimaforandringer. Vi skal alle sammen ændre vores vaner, når der er skybrud og hedebølger. Når det forventes, bliver vi faktaresistente fordi vores respektive moralske kompasser bliver bragt i spil. Det er ikke holdbart i dag og ej heller i morgen. Vi skal mobilisere flere virksomheder til, at lave produkter der tilskynder en adfærd der mindsker vores fodaftryk på kloden. Der er brug for et paradigmeskifte og der er brug for et nyt fælles begrebskatalog, der opfordrer nye vaner som skaber balance og der kan hjælpe med, at skubbe Earth Overshoot Day frem. 

Forleden faciliterede jeg en samtale under overskriften ’Hvordan italesætter vi den grønne omstilling?’. Jeg indledte samtalen med, at få alle til at nævne de ord vi vil have færre af. Det ene ord fødte et andet og lige pludselig snakkede vi om ord, der alle har det til fælles at de beskriver et ræs mod bunden og en inflammatorisk tilstand. I anden del af samtalen talte vi om ord, vi vil have flere af. Det ord vi talte mest om i den del af samtalen, var bæredygtighed. Vi blev enige om, at der var noget langtidsholdbart og stærkt over begrebet. For bæredygtighed er et udtryk for et system der er i balance, og som kan holde sig selv kørende i mange år. 

Ord manifesterer virkelighed

Når vi i klimadebatten stopper med at snakke om klimaforandringer og i stedet snakker om klimakrisen, så justerer vi ord. Fordi ord manifesterer virkeligheden. Og vi har et ansvar for at sikre, at vi følger og anvender ord, der er i trit med virkeligheden og som ligger trykket der, hvor det er mest nødvendigt. Med klimaforandringer snakker vi oftest om hedebølger og skybrud. Men med klimakrisen snakker vi om en alarmerende tilstand. Vi snakkede også om, at erstatte udtrykket ’naturressourcer’ med ’den levende natur’. For ressourcer er noget, der skal udnyttes. Men naturens økosystemer skal ikke udnyttes. De skal beskyttes. Derfor er der et behov for at ændre, hvordan vi taler om naturen. På den måde kan vi også ændre vores adfærd overfor den. I disse tider, hvor de grønne ikke er et add-on, men noget vi aktivt taler om har vi alle sammen et ansvar for at stoppe op, sige fra og bruge ord, der ikke er fængslende, men inkluderende. Og så skaber balance så vi ikke løber for stærkt.

Om Skribenten

Medine Duvarci er Sustainability Manager hos Better Energy, hvor hun bl.a. er ansvarlig for rapportering af ESG metrics, bæredygtighedstiltag samt kommunikationen til medier. Ved siden af sit arbejde er hun medlem af Nyt Europas bestyrelse, og medfacilitator af arrangementerne samt podcast ved navn “Historier om Verdensmålene”. Medine er også medstifter af Cultor Studio, som er et kreativt studie der arbejder med kunst og kulturprojekter der fremmer bæredygtig udvikling. Medine er derudover Change Maker i bæredygtighedsnetværket Sustainable Change Makers.