Tre dårlige argumenter imod øremærket barsel til far

Debatten om øremærket barsel til far har været godt i gang, siden forslaget om 11 uger til hver forælder blev lanceret. Argumenterne imod rammer dog lige så skævt som dengang, vi diskuterede, om det overhovedet skulle indføres eller ej.

I debatten om øremærket barsel til mænd stødte jeg på en artikel, der næsten må kunne betegnes som ”en klassiker”.

I artiklen møder vi den relativt tilfældige person Michael Jensen (undskyld, Michael), der præsenterer tre argumenter imod øremærket barsel til far. Alle er udtryk for en misforståelse af, hvad det handler om, men de er desværre også gengangere i debatten om den øremærkede barsel.

Derfor vil jeg her redde trådene ud og affeje fire (ja, fire) fejlantagelser.

1: Det går ud over de selvstændige

Hovedanken fra Michael er, at øremærket barsel til far bliver beskyldt for at gå ud over selvstændige erhvervsdrivende. For nu er de jo nødt til at lukke virksomheden i de 11 uger, de er tvunget til at være på barsel.

Jo, men det er vel ikke et kønsproblem? Hvor har den kritik været fra de selvstændige kvinder i alle årene med øremærket barsel til kvinder? Det er et problem for selvstændige. Ikke for mænd. Og det har ikke noget at gøre med det nye EU-direktiv om at øremærke barsel til far.

2. Familierne skal have lov at bestemme selv

Ja, det skal de da. Og det har de. Familierne mister ikke retten til selv at bestemme, når vi får øremærket barsel til far.

Snart må de bestemme, om mor og far hver især skal tage 11 uger eller lade være, og så kan de vælge, hvordan de vil fordele de sidste 26 uger imellem sig. I dag kan de bestemme, om far vil tage sine 2 uger, og om mor vil tage sine 14 uger eller ej. Og så kan de fordele 32 uger imellem sig.

Ugetallet har ændret sig, men selvbestemmelsesretten er den samme.

”Vi er forskellige, for pokker”, indvender Michael i artiklen. Ja. Men det gør det vel alt andet lige nemmere at tage hensyn til, når forudsætningerne bliver ens frem for i dag, hvor den ene forælder er forfordelt?

Og det er da bemærkelsesværdigt, at mor generelt vælger at tage 300 dage over for fars 30 dage med de nuværende regler (rundt regnet), når nu vi er så forskellige?

Jeg tror nærmere, at det nu bliver nemmere at bryde med kultur, traditioner og normer, der hidtil har gjort det vældig svært at lade være med at give det meste af barslen til mor og lade far hente lønkronerne hjem. Og det er både vigtigt og nødvendigt!

Jeg selv er lige nu på ”farsel” med vores andet barn. Vi har valgt at dele barslen ligeligt denne gang, og det giver en række udfordringer, som reglerne er skruet sammen i dag.

For det første koster det os en del penge. Jeg tjener mest (det gør manden ofte), så det bliver dyrere for os, når jeg er på barsel.

For det andet koster det os endnu flere penge, fordi jeg har kun 10 ugers betalt barsel (som faktisk er mere end de fleste), så jeg skal bruge al min ferie og selvbetalt ferie for at tage så megen barsel. Det koster mig derfor cirka 10.000 kroner at holde barsel, foruden at jeg går fra fuld løn til barselsdagpenge (en væsentlig lønnedgang) efter de første 10 uger.

Havde min kone haft min stilling i samme virksomhed, ville hun have haft fuld løn i hele perioden og skulle ikke bruge af sin ferie.

For det tredje var det en svær beslutning, for normen er, at mor tager det meste. Jeg skal “tage” størstedelen af den fælles barsel, for at vi reelt har lige megen barsel. Og min kone skal “afgive” en hel del af sin barsel.

Det problem får vi løst med øremærket barsel til far.

3. Whataboutism

Det sidste dårlige argument er den klassiske ”whataboutism”. Hvad med medmødrene, de enlige mødre, de homoseksuelle forældre og alle dem, der ikke passer ind i ”far og mor”-kassen? Ja, det er klart et problem og noget, der skal både løses og tages hensyn til. Det er endda et meget vigtigt problem.

Men det er ikke et argument imod øremærket barsel til far. Det er en teknikalitet, og problemet skal og bør løses som en sådan.

4. Medierne

Og så slutter vi med et bonusskud mod medierne. For her har vi et nyt EU-direktiv, som bakkes op af fagbevægelsen (og talrige forskningsstudier), men alligevel vælger medierne – i dette tilfælde DR – at bringe en artikel med Michael, der er uenig – og ikke bliver modsagt i artiklen.

Det giver et totalt skævt billede af en debat, hvor der er ligevægt af modstandere og tilhængere, såvel som gode argumenter for og imod. Men det er løgn.

Der er rigtig mange gode argumenter for, og der er ikke særlig mange gode argumenter imod. Heller ikke, selv om Michael synes noget andet.

Så kære børn, mødre, fædre, medier og Michael: Kan vi dog ikke lige prøve at juble lidt over muligheden for, at børn får lov at være mere sammen med begge forældre? Bare for en stund. Det vil være en gevinst for børnene og for verdensmål 5, der handler om ligestilling mellem kønnene.