Et fællesskab med mening: Lasse Alfastsen om rejsen med Sustainable Change Makers

14. august 2025

”Det er mere end nogensinde vigtigt med et fællesskab som Sustainable Change Makers,” siger Lasse Alfastsen, som selv var med til at starte netværket i 2019. Nu – seks år senere – har han givet stafetten videre. Men hvad var det egentlig, der satte det hele i gang, og hvad tager han med sig videre? Vi satte Lasse stævne til en snak om rejsen, refleksionerne og fremtiden for det fællesskab, han har været med til at bygge op fra bunden.

Læs eller lyt til portrættet her.

Vil du hellere lytte? 

Fra idé til initiativ – født af lyst, behov og high fives

Da Lasse sammen med to andre stiftere satte gang i Sustainable Change Makers, var det ikke med et snoreklippet manifest. Det var med en fornemmelse. En klar følelse af, at noget manglede – og at flere og flere unge ønskede at være en del af den bæredygtige omstilling.
“Vi blev ved med at møde hinanden på konferencer, på tværs af sektorer og fagligheder. Vi gav hinanden high fives og krammere – og så stod vi der igen, på en eller anden scene, og skulle repræsentere fremtiden. På et tidspunkt tænkte jeg: hvorfor skal vi egentlig kun mødes, når andre kalder? Kunne vi ikke selv skabe en platform – et fællesskab, der tog ejerskab over samtalen?”
Og sådan blev idéen født: En platform for unge professionelle og ildsjæle, der ville noget med bæredygtighed – ikke bare tale om det, men handle. En platform, der samler. Et sted, man selv ville have ønsket fandtes.

Sustainable Change Makers - Foto_Lasse Alfastsen

Foto: Lasse Alfastsen

Ambitionen: En stemme og et fællesskab

Det skulle ikke bare være et hyggeprojekt for de indviede. Der var fra start et klart mål om at skabe volumen, rækkevidde og indflydelse.
“Vi drømte om at være mere end bare et netværk. Vi ville være en stemme og et fællesskab for mennesker med mod og handling. En fællesskabsbåret platform med potentiale til at påvirke dagsordener, skabe partnerskaber og inspirere til handling – på tværs af sektorer og brancher.”
En målsætning var at nå over 100 medlemmer – en anden var at samle 500 mennesker til et stort bæredygtighedsarrangement. Og at få 15.000 følgere på LinkedIn. Alle tre mål er i dag opnået. Og måske vigtigst: det hele skulle kunne leve videre uden stifterne.
“Vi ville fra starten gøre os selv overflødige. Det var vigtigt, at Sustainable Change Makers ikke skulle være afhængig af os. Vi ønskede at bygge noget, der kunne stå på egne ben – med professionel ledelse og klare strukturer.”

Sustainable Change Makers - Foto LOOP-2

Foto: LOOP Forum

Det forskellige omkring det fælles

Noget af det, Lasse fremhæver som mest unikt – og noget af dét, han er mest stolt af – er den kultur og energi, der opstod helt fra begyndelsen, og som stadig lever og driver netværket i dag.
“Jeg husker det første møde i 2019. 20-25 unge bæredygtighedsforkæmpere, der kom med hver deres baggrund, men med samme lyst til at skabe forandring. Den energi, vi havde i rummet den dag, den bærer stadig netværket.”
Det, der binder medlemmerne sammen, er ikke nødvendigvis kun en fælles karrierevej eller faglighed – det er en fælles drivkraft.
“Folk melder sig ind på grund af den bæredygtige dagsorden – men de bliver hængende på grund af fællesskabet. Fordi det er ægte. Fordi det er mennesker, der hjælper hinanden. Og fordi man kan mærke, at her vil folk faktisk hinanden det godt.”

Sustainable Change Makers - Foto Altinget

Foto: Altinget

Frivillighed med ambitioner – og tusindvis af timer

At skabe noget, der både har hjerte og holdbarhed, kræver sin indsats – og det har ikke været uden bump på vejen.
“Det største benspænd har nok været at skabe en professionel organisation på frivillige kræfter og begrænsede ressourcer. Det kræver, at man virkelig læner sig ind – også når det regner.”
Lasse anslår, at han har lagt tusindvis af timer i netværket, ved siden af sit arbejde som stifter og strategisk direktør i Partnerskabshuset Krydsfelt, der rådgiver organisationer om partnerskaber i den bæredygtige omstilling.
“Tiden jeg har investeret i at etablere og udvikle netværket, har også givet mig enormt meget igen. Sustainable Change Makers er ikke bare noget, jeg har været med til at bygge – det har også været med til at bygge mig.”

Sustainable Change Makers - Foto_OPERATE

Foto: OPERATE

At give slip – og give plads

Efter seks år har Lasse valgt at træde ud af bestyrelsen og overlade udviklingen til nye kræfter. En beslutning, han beskriver som både mærkelig og meningsfuld.
“Det føles selvfølgelig underligt, for det har været en stor del af mit liv. Men det giver også rigtig god mening. For hele ambitionen har netop været, at netværket skal kunne stå på egne ben.”
Selvom han nu træder et skridt tilbage fra den strategiske styring, slipper han ikke helt.
“Jeg forsvinder ikke. Jeg er stadig medlem og nok også netværkets største ambassadør. Jeg hepper fra sidelinjen.”

Sustainable Change Makers - Foto Lasse Alfastsen_SCM

Foto: Lasse Alfastsen

Blikket fremad: Mere impact, mere fællesskab

Lasse håber, at netværket i de kommende år bygger videre på den platform, der er skabt – og løfter sig yderligere.
“Mit håb er, at Sustainable Change Makers kommer endnu højere op ad impact-rangstigen. At vi skaber endnu mere værdi, for endnu flere – og at netværket bliver et endnu tydeligere samlingspunkt for bæredygtig handling og samarbejde.”
Og for dem, der står og overvejer, om de skal engagere sig i netværket, er hans budskab klart:
“Der er mere end nogensinde brug for fællesskaber som dette. For vi står midt i en omstilling, som kræver mennesker, der tør drømme – og tør handle. Og det gør man her.”

Et kaffemøde med impact – starten på det hele

Sustainable Change Makers - Foto LOOP

Foto: LOOP Forum

Afslutningsvis sender Lasse et kærligt shoutout til medstifter Mie Skjødt Bruhn – og det første møde mellem de to, som satte det hele i gang.
“Mie og jeg kendte ikke hinanden – vi havde kun haft meget lidt kontakt på LinkedIn. Vi aftalte at mødes til en kop kaffe på en café i København. Jeg fortalte hende om idéen til netværket – og 30 minutter senere var vi i gang med at udvikle. Det er ret vildt at tænke på, hvor meget der er sket siden da, og hvor meget vi har oplevet som resultat af dét ene kaffemøde.”
Og måske er det netop det, der bedst indkapsler essensen i hele projektet:
“Hvis man er nysgerrig, proaktiv og tør handle på sine ambitioner og drømme, så kan man faktisk få ting til at ske. Ting, der gør en positiv forskel for både mennesker og verden.”

Interviewet med Lasse Alfastsen er tilrettelagt og produceret af Sekretariatschef i Sustainable Change Makers og podcastproducer hos Hallkom, Anette Hallstrøm. Det blev optaget i juni 2025.

Vil du også være en del af rejsen? Så giv dig selv den gave at være nysgerrig og ræk ud til Anette i sekretariatet i dag.

Sustainable Change Makers Lasse Alfastsen
Lasse Alfastsen, Medstifter af Sustainable Change Makers samt strategisk direktør, medstifter & partner i Partnerskabshuset Krydsfelt