Den Grønne Mikrofon

Den Grønne Mikrofon vandrer fra Change Maker til Change Maker.

Medlemmerne svarer bl.a. på, hvad der optager dem, hvordan de lever bæredygtigt og hvordan de gerne vil forandre verden.

Følg med her på siden og lær vores Change Makers at kende.

Hanna arbejder som driftschef hos Tholstrup Restauranter og er suppleant i vores arbejdende hovedbestyrelse.

Til daglig arbejder Hanna med mennesker, mad og forretning – og med at få det hele til at fungere i praksis. Ved siden af det, engagerer hun sig i bæredygtighed, fødevaresystemer og social impact gennem sit arbejde med Truely og netværket Palestine Connect, hvor fokus er på retfærdige værdikæder, handel som udviklingsværktøj og bedre markedsadgang for producenter i det globale syd.

Hvad optager dig (mest) lige nu?
At vi stadig behandler klima, biodiversitet, menneskerettigheder og social retfærdighed som separate udfordringer, når de i virkeligheden hænger uløseligt sammen. Jeg er optaget af, hvordan vi skaber løsninger, der både er bæredygtige, socialt retfærdige og økonomisk realistiske.

Hvad er din største inspiration i arbejdet med grøn omstilling?
Mennesker, der bliver ved. Sociale iværksættere, NGO’er, producenter og virksomheder, som hver dag arbejder for positive forandringer, selv når det er svært. Jeg bliver inspireret af handling mere end af flotte strategier.

Hvad gør du for at leve mere bæredygtigt?
Jeg prøver at være bevidst frem for perfekt. Jeg tænker over madspild, køber mindre og bedre og støtter virksomheder, der tager ansvar. Men jeg tror også på, at bæredygtighed handler om mere end individuelle valg. Derfor engagerer jeg mig i spørgsmål om fødevaresystemer, retfærdig handel og social impact.

Hvis du kunne ændre én ting i verden i morgen, hvad skulle det være?
Jeg ville gerne have, at vi tænkte længere frem end næste kvartalsregnskab og næste valgperiode. Mange af de udfordringer, vi står med i dag, skyldes, at vi belønner kortsigtede gevinster og lader andre betale prisen senere. Det gælder klimaet, biodiversiteten og den voksende ulighed.

Mød Teresa, som er medejer af den danske, socialøkonomiske kaffevirksomhed NGUVU, der sætter kvindelige kaffefarmere i fokus for at ændre værdikæden. Her er Teresa udviklingsansvarlig, med primært fokus på aktiviteter i Kenya. Derudover ejer Teresa konsulentvirksomheden TEDA ApS, hvor hun hjælper organisationer m.f., med at udvikle og designe projektorienterede indsatser med afsæt i lokal forståelse.

Udover dette blev Teresa valgt ind i bestyrelsen i Sustainable Change Makers ved årsmødet i maj.

Hvad optager dig (mest) lige nu?
Accelerationen af klimakrisen (og at min søn er ved at få tænder).

Hvad er din største inspiration i arbejdet med grøn omstilling?
At jeg ikke forstår hvordan vi er kommet hertil; at natur og fællesskabet ikke er det ultimative udgangspunkt for rigtig mange ting.

Hvad gør du for at leve mere bæredygtigt?
Jeg gør mit bedste for at leve betænksomt; vælger lokalt og mindre, samt taler højt om konsekvenserne ved de livsstilsvalg vi alle falder for. Prøver at vise min søn at vi kan mere med mindre.

Hvis du kunne ændre én ting i verden i morgen, hvad skulle det være?
Fjerne vores alles vane med overforbrug: vi har for mange ting, og det koster enorme ressourcer.

Sofie sidder til dagligt som Group Sustainability Manager i Superwood A/S og Welcon A/S og er i øvrigt med i vores bestyrelse Vest for Storebælt.

Superwood laver som de eneste i verden gennemimprægneret gran til facadebeklædning i en patenteret proces med et minimum af svampedræbende midler. Welcon producerer tårne til vindmøller og er Nordeuropas største producent. Fælles for de to virksomheder er den grønne dagsorden. Sofie arbejder med bæredygtig strategi, compliance, projektledelse og kommunikation på tværs af byggebranchen og vindmøllebranchen. Det er meget bredt, og hun er vild med det.

Hvad optager dig (mest) lige nu?
Fintuning af vores klimaregnskaber – hvilke initiativer kan vi gå videre med, med størst mulig impact på vores klimaregnskaber.

Hvad er din største inspiration i arbejdet med grøn omstilling?
Jeg får virkelig meget inspiration i mødet med andre virksomheder, som er på rejsen.

Hvad gør du for at leve mere bæredygtigt?
Jeg reflekterer nok egentlig mest. Er på ingen måde perfekt, jeg spiser ind i mellem oksekød, og kører i diesel-bil. Men jeg forsøger at tage de gode valg, og påvirke min familie til at gøre det samme. Vi spiser oksekød med omtanke, og når bilen engang er kørt ud, skal den skiftes til en el-bil. Hvis jeg laver nogle projekter i min hjem, som jeg hygger mig enormt meget med, tænker jeg over at få de bæredygtige materialer i spil.

Hvis du kunne ændre én ting i verden i morgen, hvad skulle det være?
Fossile brændsler. No words needed!

I Dansk Vegetarisk Forening vidensdeler og inspirerer Marie virksomheder til at få flere plantebaserede økologiske fødevarer i kantinen.

🌿 Gennem dialog og oplæg

🌿 Events, tests og inspirationskatalog

🌿 Viden og data om ESG og fødevarer

Hvad optager dig (mest) lige nu?
Forandringen af vores fødevaresystem, og hvordan mere plantebaseret økologisk mad kan bidrage til mindre klimagasudledninger, bedre biodiversitet, øget sundhed i befolkningen og langsigtet bæredygtig økonomi. 

Hvad er din største inspiration i arbejdet med grøn omstilling?
Jeg bliver meget inspireret af at indgå i netværk med ildsjæle, der også har interesse for at implementere bæredygtige tiltag, og virksomheder der har skabt konkret handling som er med til at skabe forandring mod en grønnere fremtid. Herudover er naturen også en stor inspiration, jeg lader op ved at gå tur i skoven, i parker eller ved vandet. 

Hvad gør du for at leve mere bæredygtigt?
Jeg spiser vegansk, og køber hovedsageligt økologisk. Jeg inspirerer min familie, venner og kæreste ved at lave smagfulde grønne retter til dem. Jeg investerer i virksomheder, der producerer plantebaserede produkter. På mit arbejde inspirerer og vidensdeler jeg med beslutningstagere om fordelene ved at spise flere grøntsager, bælgfrugter, frugt, korn, nødder og frø. Da jeg har været pendler gennem min studietid, så er det naturligt for mig at tage offentlig transport, både når jeg skal på virksomhedsbesøg i Jylland eller besøge venner/familie i Nordsjælland. Jeg indgår i netværk, som kan inspirere mig til at blive mere bæredygtig. 

Hvis du kunne ændre én ting i verden i morgen, hvad skulle det være?
At vi nedlagde den konventionelle animalske produktion på verdensplan – først og fremmest for at vi kan overleve på lang sigt på denne planet, og for at stoppe nedlægning af regnskov til dyrefoder (soja), og så vi kan genoprette naturen.

Hvad optager dig (mest) lige nu? 
Lige nu optager det mig, hvordan vi som samfund – og som individer – kan reducere vores ekstreme overforbrug. Det giver stadig ingen mening for mig, at det økonomisk bedre kan betale sig at købe nyt end at reparere. Den ubalance fortæller alt om, hvor langt vi endnu har igen.

Hvad er din største inspiration i arbejdet med grøn omstilling?
Jeg bliver mest inspireret af ledere, der insisterer på langsigtet ansvarlighed og investerer i business cases, hvor alle tre bundlinjer bliver vægtet. Det er dér, hvor vi skaber reel positiv forandring og tager ansvar som virksomhed.

Hvad gør du for at leve mere bæredygtigt?
For mig handler bæredygtighed ikke om at være “hellig”, men om at gøre det, der giver mening og kan fungere i hverdagen. Konkret for mig betyder det, at jeg ikke spiser oksekød, ikke har købt nyt tøj i flere år, reparerer det jeg kan, og så vidt muligt køber genbrug – både møbler, børnetøj og meget andet.

Hvis du kunne ændre én ting i verden i morgen, hvad skulle det være?
Geopolitisk stabilitet, så vi kan handle hurtigt og effektivt på klima- og biodiversitetskrisen. Uden stabilitet er det svært at skabe den nødvendige, globale fremdrift.

Hvad optager dig (mest) lige nu?
Hvordan vi kan bo mere klogt på færre kvadratmeter pr. person og med en højere grad af fællesskab. I Del Hus arbejder jeg på at hjælpe kommuner og boligejere med at realisere dette i praksis. Samtidig er jeg nysgerrig på mit næste job, hvor jeg drømmer om at være med til at ændre danskernes boligdrøm og boligforbrug markant de kommende år.

Hvad er din største inspiration i arbejdet med grøn omstilling?
Når systemet, innovation og hverdagsliv ændrer sig og begynder at spille godt sammen, så den grøn omstilling rigtig bliver noget, man som dansker kan mærke, oplever at have gavn af og dermed får lyst til at bidrage til.

Hvad gør du for at leve mere bæredygtigt?
Jeg går ikke efter det perfekte, men jeg handler bevidst. Dvs. lever på få kvadratmeter, minimerer kødindtag, spiser mere økologi og så forsøger jeg kun at skabe velovervejede forandringer i vores hjem og forbruger med omtanke frem for impulsivt.

Hvis du kunne ændre én ting i verden i morgen, hvad skulle det være?
At klimakrisen ville få mere medieopmærksomhed, så flere danskere får lyst til at handle i en bæredygtig retning for planeten og vores kommende generationer.

Hvad optager dig (mest) lige nu?
Det optager mig at få formidlet grønne tiltag på en sanselig og æstetisk måde, så det føles givende at handle grønt og godt. Vi har så meget viden om klima, miljø og de planetære grænser, men det skal kobles på kommunikation, der er nice. Det skal være vedrørende. Ellers rykker det ikke nok. Samtidig er jeg bevidst om, at vi ikke bare kan bruge ét greb til at skabe forandring. Jeg arbejder holistisk med fokus på at sikre adfærdsændringer til gavn for vores fælles fremtid, og det kræver en systematisk måde at angribe komplekse problemstillinger an – som bæredygtighed netop er. 

Hvad er din største inspiration i arbejdet med grøn omstilling?
Alle de mennesker og virksomheder der tør mene noget, gå forrest og handle til fordel for en grønnere fremtid. Så selvom virksomheder med omnibussen ikke lovmæssigt er forpligtet til rapportering på ESG, så venter planeten ikke – der skal handling til for at ændre tingenes tilstand, lovgivning eller ej. Jeg er også meget inspireret og fordybet i tilgangen systemiske forandringer og arbejdet med langsigtet forandring.

Hvad gør du for at leve mere bæredygtigt?
Jeg tænker altid mange skridt frem – det er slet ikke for tidligt at købe et Halloween-kostume til dine børn i marts, hvis du ser et fedt et i din genbrugsbutik. Kvalitet, genbrug og æstetik er mine nøgleord. Derudover går jeg efter nærende oplevelser med nærende mennesker, at spise nærende mad og ikke mindst at være nærværende. 

Hvis du kunne ændre én ting i verden i morgen, hvad skulle det være?
At skabe bevidsthed om, at vi hver især har en magt til at påvirke fremtiden: Hvad køber du, hvem arbejder du for, hvilke valg træffer du osv. Og at ingen er hverken perfekte eller klimaneutrale <3

Hvad optager dig (mest) lige nu?
Jeg er meget optaget af, at klima- og biodiversitetskrisen ikke bliver overset, selvom vi i øjeblikket står midt i en geopolitisk situation, hvor det er nemt at lade de globale problemer overskygge. Jeg har altid haft fokus på at formidle den gode historie, og derfor er jeg optaget af at kommunikere, hvordan vi kan tage handling – både lokalt og globalt. Som danskere er vi privilegerede, da vi ikke er lige så direkte påvirkede af klimaforandringerne, men det betyder også, at vi har et særligt ansvar for at bruge vores stemme og handle. Vi skal samarbejde på tværs af grænser for at finde løsninger, der gavner både naturen og mennesket.

Hvad er din største inspiration i arbejdet med grøn omstilling?
Min største inspiration kommer fra de mennesker, jeg møder på min vej, både professionelt og privat. Alle har noget unikt at bidrage med, og det er netop det samarbejde, der driver mig. Jeg henter også stor viden fra forskellige kilder som podcasts, bøger, rapporter og film. Jeg er i øjeblikket i gang med at genlæse Braiding Sweetgrass, som altid giver mig nye perspektiver.

Hvad gør du for at leve mere bæredygtigt?
For få år siden, var jeg vildt optaget af at skulle rejse verden rundt for at lære, og må ærligt indrømme, at jeg var naivt ubevidst om, hvilken indvirkning min livsstil havde på klimaet. I dag gør jeg mit bedste for at leve med et lavere aftryk. Jeg søger bæredygtige løsninger, køber brugte ting og er bevidst om mit forbrug. Jeg tror på, at vi alle kan tage små skridt for at ændre vores vaner og reducere vores påvirkning på miljøet.

Hvis du kunne ændre én ting i verden i morgen, hvad skulle det være?
Jeg er måske en smule idealistisk, men jeg ville ønske, at flere fik den aha-oplevelse, der får os til at forstå, hvordan vores individuelle valg og handlinger påvirker fremtiden. Jeg fik selv sådan en oplevelse, da jeg besøgte et restaureringsprojekt i Belgien sidste efterår. Jeg troede, jeg havde styr på, hvad vådområder og lavbundsjord var, men oplevelsen gav mig et helt nyt perspektiv på deres vigtighed. Nogle gange kan én enkelt aha-oplevelse gøre et emne meget mere håndgribeligt! 

Sustainable Change Makers

Sustainable Change Makers er brobyggere for bæredygtig forandring. Et bæredygtighedsnetværk, der forbinder mennesker, kompetencer og brancher – og hjælper dem med at tage næste skridt i omstillingen.

Bliv opdateret vi vores nyhedsbrev