Kære klimaaktivist –

Lad os droppe udskamningen af den almindelige danskers hverdag i 2020.

Når vi skal ændre noget i vores liv eller lære noget nyt, motiveres kun få af pisken. I sammenhænge lige fra kostomlægning, rygning, uddannelse og børneopdragelse. Så hvorfor skulle det være anderledes på vejen mod en bæredygtig hverdag og livsstil? Lad os lære af det i det næste årti.

Vi har grund til at være optimistiske. Verdenshistorien har haft sit hidtil bedste år. Flere er rykket ud af ekstrem fattigdom. 90 % af jordens børn kommer i skole (faktisk er det 90 % piger og 92 % drenge). Retten til at være den du er og elske den, du gør, rykker ind i flere og flere samfund. De mange gode fremskridt giver mig en grundlæggende tro på, at vi nok skal klare den.

Samtidig er jeg ikke blind for de tiltagende ekstreme nationalistiske strømninger, der udskifter års samarbejde mellem nationer med protektionistiske og populistiske bevægelser, der lukker lande om sig selv. En tendens som Brexit må siges at være kulminationen af. For slet ikke at tale om, hvordan jorden i skrivende stund står i flammer og tanken om 3. verdenskrig må have strejfet fleres end blot mine tanker.

Men lad os i denne ombæring ikke dvæle ved det positive, for som jeg indledte, er der sådan set grund til at være optimistisk på verdens og vores egne vegne. Det overser vi af og til. Og når det ryger i glemmebogen, hænder det samtidig, at vi misser en af de allervigtigste evner for at nå flere fremskridt; Nemlig evnen til at sætte sig i hinandens sted.

I mit daglige arbejde møder jeg danskere i hele landet. Unge. Gamle. Studerende. Arbejdende. Pensionerede. Dem, der tænker over bæredygtighed og dem, der ikke gør. Og lad mig være ærlig. Langt de fleste gør ikke. 

Modsat hvad du måske tror, oplever jeg det ikke kun som en generations ting. Det gælder alle aldre. For når det kommer til stykket, er vi alle vanedyr, og den bæredygtige omstilling kræver ændringer i vores vaner. Helt ned til de mindste og for nogle måske banale beslutninger i hverdagen. Ikke fordi den ene lille handling måske gør det store i det samlede regnestykke, men fordi vi er i gang med en massiv kulturændring i vores samfund, som er bidende nødvendig.

2019 synes at være året, hvor den hellige boble af Verdensmålsentusiaster for alvor rykkede diskussionen om Verdensmålene ind i handlings-retorikken. ’Vi skal have handling bag ordene’, ’Vi skal måle på de tiltag, vi beslutter’, ’Du kan selv gøre noget i hverdagen’. I så høj grad at Folketingsvalget kom til at handle helt afgørende om klima – fortjenesten ligger helt og holdent hos den unge klimabevægelse, og ethvert politisk parti, der tilsniger sig æren til bør skamme sig.

Vi skal selvsagt have flere og flere med også udenfor boblen. Det kræver, at vi alle forstår, hvorfor vi skal nå målsætningerne inden 2030, og ikke mindst hvordan vi kan nå dem. Det kræver derfor også, at vi som minimum hjælper hinanden til at forstå det. 

Men for at lykkes med dette har jeg en appel til alle selverklærede klimaaktivister – mig selv inklusiv!

Drop udskamningen af den almindelige danskers hverdag! 

Om det er din nabo, dine forældre, som måske bor i Viborg som min egne, om det er unge på Skive Gymnasium eller HHX og HTX i Grenå, så stop dig selv, før du får sagt, at det er nemt at ændre sin hverdag til at være mere klimavenlig. Det er jo sandt, at skal vi lykkes med klimavenlige hverdage, kræver det, at den enkelte ser og finder mening i, hvor man kan sætte ind i lige nøjagtig deres hverdag. Men vejen dertil er ikke brolagt med dårlig samvittighed og skam.

Magtesløshed er 2030 dagsordenens værste fjende – det er handlingernes fjende nr. 1. Om magtesløsheden skyldes frygt for fremtiden eller frustration over mange og modstridende informationer, så efterlader det modtageren atter uoplyst eller endnu værre fejloplyst. Følelsen af ’Ikke at kunne gøre noget rigtigt’ må ikke forplante sig i den brede befolkning, og jeg har desværre ikke tal på, hvor mange gange, jeg har hørt den sætning i sidste halvår af 2019.

Det nytter ikke at skubbe det halve kilo oksekød foran os i den fortsatte og ufortrødne klimadiskussion. Det nytter ikke at sidde på cyklen over Langebro hver morgen og fordømme dem, der måtte vælge bilen for at få hverdagen til at hænge sammen. Den almindelige dansker har ikke brug for skyld skam og dårlig samvittighed.

Vi motiverer ikke vores medmennesker til at bidrage til den bæredygtige dagsorden ved at gøre det syndigt at køre i bil på arbejde. Bilen kan for nogle være en forudsætning for at kunne komme på arbejde, og i et sådant tilfælde nytter det ikke at prædike om at hoppe på cyklen i stedet. For nu er det ikke alle byer i Danmark, at metroen eller busserne kører hvert 3. minut. 

Vi kan gøre det bedre end det!

I stedet vil jeg appellere til et 2020, hvor vi holder os for gode til at dømme hinandens handlinger uden at kende baggrunden. I stedet skal vi sætte os i hinandens sted og hjælpe omstillingen på vej ved at fokusere på det, der rent faktisk kan gøres mere bæredygtigt og konkretisere, hvad den enkelte kan bidrage med i sin hverdag.
Om det gælder madvaner i kollegiekøkkenet, den ældre rutinebilist eller den travle og måske søvnløse børnefamilie, så er deres forudsætninger forskellige for at handle bæredygtigt. Så lad os med al den viden, der er til rådighed skabe rum til den individualitet i vores bæredygtige valg. For skal vi nå i mål til om ti år, skal endnu flere med. Derfor skal flere kunne se, at også deres dagligdag kan indeholde en række grønne bidrag fremfor ubekvemmelige afsavn.

Jeg ved, at klimabevægelsen har svarene, men det er for dovent at tro, alle kan bruge den samme formel. Det handler om at have en ligeværdig samtale om bæredygtighed med udgangspunkt i din, din og din hverdag. For ingen kan gøre alting, men alle kan gøre noget!

Så min 2020-appel til klimatropperne lyder: Skyl udskamningen ud med de andre dårlige 2019-vaner. Vi står over for et nyt årti – og vi har travlt!

Om Skribenten

Sara Rønning-Bæk er talsperson i iLoveGlobalGoals og seniorrådgiver i Hansen & Ersbøll Agenda. Det er hende, som står i spidsen for at udvikle og afholde events og lave Verdensmålsworkshops med unge i hele landet. Sara var i 2018 ungdomsdelegat til FN og har tidligere arbejdet med kommunikation, politik og kampagne. Fra sin tid i ungdomspolitik har hun 15 års erfaring med mobilisering, engagement og aktivering af, for og med unge. 

Sara opbygget et unikt netværk både i Danmark og i udlandet via sine tillidsposter først i et ungdomsparti dernæst som kampagneleder under diverse kommunal-, Europa- og Folketingsvalg, bl.a. for tidligere minister Søren Pind. Hun er uddannet fra CBS i sprog og kommunikation fra 2016 og har tidligere været ansat i reklamebranchen med hovedansvar for projektledelse af marketing for blandt andre  en af Europas største bilproducenter. 

Med et brændende ønske om at arbejde formålsdrevet har hun sidenhen været ansat i Danmarks første socialøkonomiske kommunikationsbureau – SIVIL, med kunder som LGBT Danmark og DISIE – dengang KPH Projects. Ved siden af hendes arbejde i iLoveGlobalGoals er Sara seniorrådgiver i Hansen & Ersbøll Agenda, hvor hun rådgiver alle slags kunder med at stille skarpt på deres samfundsbidrag og bæredygtige omstilling.