Når vi skal ændre noget i vores liv eller lære noget nyt, motiveres kun få af pisken. I sammenhænge lige fra kostomlægning, rygning, uddannelse og børneopdragelse. Så hvorfor skulle det være anderledes på vejen mod en bæredygtig hverdag og livsstil? Lad os lære af det i det næste årti.
En ung kvinde, blandt mange hundrede unge gymnasieelever på Rysensteens Gymnasium, rækker hånden op. Mikrofonen når ned til hende, og foran en fyldt sal rejser hun sig op og spørger panelet: ”Vi har hørt nok om, hvis skyld bæredygtighedskrisen er, og hvem der har ansvaret for at løse den. Kan I ikke i stedet pege på, hvordan vi kan være med til at løse den”?
Der skal være plads til ideerne, der ikke skaber økonomisk afkast her og nu, fordi der kan være så mange andre potentialer ved dem. Dermed ikke sagt, at du hovedkulds skal kaste dig ud i alle ideer, men overvej andre potentialer end blot kortsigtet økonomisk afkast.
Herhjemme viser en ny måling, at 62% af danskerne har hørt om Verdensmålene, og man kan nærmest tale om et reelt ’Verdensmåls-momentum’ med et stort fokus blandt både civilsamfund, erhvervsliv og politikere. Til nytår træder vi imidlertid ind i 2020, og dermed har vi også kun 10 år tilbage til at nå Verdensmålene. Det bliver et afgørende årti, og jeg tror, at to ting er centrale, hvis vi skal lykkedes med implementeringen af Verdensmålene: Håb og handling.
Når Gallup beretter om, at 85% af den globale arbejdsstyrke ikke er engagerede i deres jobs, så undrer jeg mig. Dels over, at så mange mennesker går på arbejde uden at være engagerede i, det de laver. Men også, at så mange ledere og virksomheder uambitiøst accepterer, at de skaber arbejdsvilkår, som medarbejdere ikke gider engagere sig i.
Trods en forestilling om, at Danmark er en såkaldt førende klimanation, er vi som danskere blandt dem i verden, der udleder mest CO2 per person.
Ifølge CONCITO udleder vi danskere i gennemsnit 17 tons CO2/år. Hvis vi skal undgå en global temperaturændring på mere end 1,5 grader i forhold til niveauet i 1970, skal vi på verdensplan reducere vores CO2-udledning til 1 ton om året per person. En så drastisk reduktion kræver, at vi alle tager øko-tyren ved hornene og ændrer vores adfærd – både som individer, politikere og medarbejdere i virksomheder.