Forandring kræver nysgerrighed

10. juni 2025

Change Maker Karen Klitsgaard Müller er Cand. Mag. i læring- og forandringsprocesser, certificeret proceskonsulent og har en mini-MBA i Sustainability Management. Hun arbejder med bæredygtig forretnings- og organisationsudvikling og hjælper virksomheder med at skabe værdi med blik for både forretning, kultur og adfærd. Vi har interviewet Karen om hendes arbejde, og om hvordan man tager action på den grønne omstilling. Det handler om at være nysgerrig og tage ansvar – ikke kun som forbruger, men også som søster, moster, kollega, samarbejdspartner og rådgiver. Lyt eller læs hvordan Karen griber det an.

Vil du hellere lytte? 

Først spurgte vi Karen, hvordan hun fik øje på bæredygtighedsnetværket Sustainable Change Makers?

Jeg fik øje på SCM gennem netværk. På Mini-MBA’en mødte jeg en masse spændende mennesker, bl.a. et af medlemmerne af Sustainable Change Makers. Jeg er optaget af at skabe forbindelser og synergier, og kan lide idéen om et stærkt fællesskab, hvor man deler viden og erfaringer generøst og både kan tale om udfordringerne, men også hvordan vi konkret handler på dem. Derfor tiltalte det mig rigtig meget at søge optagelse i netværket.

Vi beskæftiger os med et felt, som stadigvæk er i udvikling, så sparring og erfaringsudveksling er enormt værdifuldt. Og selvom jeg ikke har været med så længe, har jeg allerede fået rigtig god inspiration til udvikling af min egen praksis og har faktisk også fået nogle nye samarbejdsmuligheder i Nordjylland.

Sustainable Change Makers virker som et rigtig godt netværk, hvor man løfter hinanden og accelererer udviklingen på tværs af både virksomheder, og sektorer og interesseområder.

 

Vi sidder ofte med brikker til hinandens løsninger, uden at vide det

Tror du, at bæredygtighedsnetværket Sustainable Change Makers er vigtigt for bæredygtighed generelt?

Ja, det er vigtigt, at vi deler erfaringer, og at vi sparrer med hinanden – især mennesker, der arbejder med det vi gør.

Hvis det er os, der skal drive bæredygtighed frem, og vi sidder alene rundt omkring, så går det bare langsomt, hvis vi skal opfinde den dybe tallerken hver for sig. Så det er meget, meget vigtigt med netværk inden for det her felt.

Hvad har du selv lyst til og mulighed for at bidrage med i netværket?

Vi er delt op i Vest og Øst for Storebælt, og der deltager jeg så vidt muligt i de arrangementer, der er, også fordi der er mulighed for at deltage online.

Og så er der en masse interessante tråde i Slack-forummet, (Red: Sustainable Change Makers’ interne kommunikationsplatform hvor alle medlemmerne sparrer med hinanden) hvor vi taler om emnespecifikke ting. Jeg ser potentiale for, at jeg kan bringe min viden og erfaring med implementering, forandringsledelse og organisatorisk læring i spil dér.

Der er også undersøgelser, der peger på, at der er nogle rigtig store barrierer for bæredygtighed når det gælder teknologi og økonomi f.eks. Men ofte handler det også om mindset, adfærd og virksomhedskultur. Jeg synes det er rigtig interessant at gøre strategiske ambitioner operationelle, at hjælpe virksomheder med at omsætte gode intentioner til handling og også med at spotte samarbejdsmuligheder.

Vi sidder ofte med løsninger eller brikker til hinandens løsninger uden at vide det. Jeg håber, at jeg kan være med til at facilitere nogle forbindelser og styrke vores fælles arbejde.

De spændende er ikke nødvendigvis dem, der allerede har løsningerne, men dem, som er villige til at stille de svære spørgsmål og gå på udkig efter løsningerne

Sustainable Change Makers Image by Michaela from Pixabay

Hvad betyder bæredygtighed for dig professionelt?

Bæredygtighed er for mig et spørgsmål om strategisk arbejde med forretnings- og organisationsudvikling – ikke et add-on eller en PR-øvelse.

Den grønne omstilling er den største innovationsmulighed i vores tid, hvis vi tør gribe den. Det er ikke bare en holdning, men understøttes af flere eksperter, undersøgelser og rapporter fra bl.a. McKinsey Industriens Fond, OECD, IEA og mange flere.

Og uanset regulering handler bæredygtighed stadig om ressourceoptimering, effektivisering, risikostyring, konkurrencekraft, og om evnen til at rekruttere og tilknytte kvalificerede medarbejdere i en tid, hvor talent bliver en knap ressource. Her kan strategisk tilgang til employer branding, utraditionelt samarbejde eller andre ansættelsesformer gøre en kæmpe forskel. Jeg har målrettet min faglige profil mod at understøtte, facilitere og kvalificere udviklings- og samarbejdsprocesser i en mere bæredygtig retning.

Det er meget vigtigt for mig at kunne bidrage til bæredygtig udvikling. Der er meget få virksomheder, som bliver født grønne og bæredygtige – de er typisk opstået med en god idé, et godt netværk og måske også en stærk forretningsmodel. For mig handler det ikke om grønne produkter, men mere om viljen til forandring.

Jeg ser det som en spændende og meget meningsfuld opgave, at være med til at drive processen mod en mere ansvarlig forretningsmodel. Det spændende er ikke nødvendigvis dem, der allerede har løsningerne, men dem, som er villige til at stille de svære spørgsmål og gå på udkig efter løsningerne.

Hvordan har du indtil videre gjort en forskel via dit arbejde med bæredygtighed og change management?

Nogle af de ting, jeg konkret har beskæftiget mig med, via mit arbejde med bæredygtighed og Change Management er at planlægge ESG-relaterede workshops og arrangementer, sparret med virksomheder og hjulpet dem med at identificere deres vigtigste indsatsområder, og prioritere de mest effektive handlinger for dem som virksomhed – for eksempel udarbejdelse af klimaregnskaber. I hele dette arbejde har jeg haft stort fokus på deltagernes forudsætninger, for bedst muligt at kunne understøtte og fremme udviklingen af bæredygtige handlekompetencer.

Det er min erfaring, at mange virksomheder har ambitionerne, men mangler den struktur og det overblik, der kan gøre dem i stand til faktisk at tage handling. Og her har jeg kunnet gøre den største forskel – simpelthen fordi den mest bæredygtige løsning er den, der rent faktisk sker og bliver implementeret – altså noget der ikke kun er på tegnebrættet.

Hvad betyder bæredygtighed for dig personligt?

Det handler om at tage ansvar! Og ikke kun som forbruger, men også som søster, moster, kollega, samarbejdspartner og rådgiver. Om at træffe informerede valg og finde en balance, som giver mening.

Vi kan alle sammen gøre en forskel i vores private valg. Men den store effekt sker, når vi er bevidste om vores indflydelse i de netværk og systemer, vi indgår i.

Har det haft betydning for den måde, du lever på?

Helt bestemt. Jeg forsøger at træffe nogle valg, som både tilfredsstiller idealisten i mig, men som også er realistiske og balancerer bæredygtighed med praktiske hensyn. Jeg tænker over mit forbrug og prioriterer kvalitet frem for kvantitet, jeg reducerer plastik, engangsprodukter og transport af vand.

For eksempel bruger jeg nogle genopfyldelige sæbepulverposer fra LastObject, skærer ned på forbrug af sodavand og har skiftet fra éndagslinser til månedslinser. Der er mange lavthængende frugter at plukke.

Det der har haft størst betydning i mit private CO2-regnskab, er nok, at jeg tænker meget over mine transportvalg. Min familie er spredt over både Danmark, men også i England og Spanien. Derfor er flytransport i nogle tilfælde er en praktisk nødvendighed, når min moster og onkel vil besøge deres mor i Aalborg.

Men jeg har truffet en beslutning om, at når jeg skal rejse og besøge familie, så sker det med tog, og det er både i Danmark og i udlandet. Så i år skal jeg for første gang prøve at rejse med Interrail og det glæder jeg mig meget til.

Sustainable Change Makers Image by katerinavulcova from Pixabay

Vi har flere Change Makers, der som dig siger ”jeg flyver ikke mere”. Men synes du, det er nemt at transportere sig på en mere bæredygtig måde?

I perioder. Jeg har taget det sådan lidt skridt for skridt. Først brugte jeg Climaider-appen for at se, hvor mit aftryk var rundt regnet. Og på baggrund af resultaterne, skiftede jeg blandt andet telefonselskab til GreenSpeak. Havde jeg haft wifi, havde jeg også fået et forslag til en anden udbyder der.

Det handler også om, hvorvidt man er konsulent og kører meget. Her i Nordjylland er der ikke de store muligheder for offentlig transport endnu – helt herude, hvor kragerne vender i hvert fald.

Men jeg synes, at jo mere man taler med andre om de ting, man gerne vil, det er både familiemedlemmer eller kollegaer, eller dem, man lige møder på sin vej i netværk, så er der virkelig meget inspiration at hente. Og det er egentlig der, hvor jeg har fået mest lyst til at gribe nye udfordringer an.

Interviewet med Karen Klitsgaard Müller er tilrettelagt og produceret af Sekretariatschef i Sustainable Change Makers og podcastproducer hos Hallkom, Anette Hallstrøm. Det blev optaget i marts 2025.

Har du fået lyst til at blive en del af bæredygtighedsnetværket Sustainable Change Makers? Ansøg her!
Sustainable Change Makers Karen Klitsgaard Müller
Karen Klitsgaard Müller , Cand. Mag. i læring- og forandringsprocesser

Sustainable Change Makers

Sustainable Change Makers er et bæredygtighedsnetværk, der forbinder forandringsagenter på rejsen mod det bæredygtige arbejdsliv.

Nyhedsbrev